Betingelser for udvidet serviceordning

Udvidet Serviceordningsbetingelser

Gældende for erhvervskøb & offentlige myndigheder

Disse betingelser gælder for den frivillige udvidede serviceordning, som leverandøren tilbyder i tilknytning til AirAware-enheder. Serviceordningen er en serviceaftale og ikke en forsikring. Ordningen giver adgang til løbende teknisk support og rådgivning, hjælp til placering og indstillinger, reparation og udskiftning af enheder samt løbende levering af klistermærker.

§ 1. Generelt og parterne

1.1   Disse betingelser gælder mellem AirAware ApS, CVR-nr. 46154177, Kochsgade 31 D, 5000 Odense C, herefter benævnt leverandøren, og den kunde, der har tilvalgt den udvidede serviceordning, herefter benævnt kunden.

1.2   Serviceordningen er en frivillig tillægsydelse, der kan tilvælges for kundens samlede portefølje af enheder efter aftale.

1.3   Serviceordningen er en serviceaftale om løbende service, support og vedligehold af kundens AirAware-enheder.

1.4   Prisen for serviceordningen og betalingsperioden fremgår af kundens aftale eller ordrebekræftelse.

§ 2. Definitioner

2.1   Ved enheden forstås den eller de AirAware-enheder, der er omfattet af kundens serviceordning som anført i aftalen eller ordrebekræftelsen.

2.2   Ved serviceperioden forstås den periode, hvor serviceordningen er aktiv for den enkelte enhed.

2.3   Ved almindelig brug forstås anvendelse af enheden i overensstemmelse med leverandørens vejledning, monteringsanvisning og de regler, der gælder for opsætning og drift af enheden.

§ 3. Serviceordningens omfang

3.1   Serviceordningen omfatter løbende teknisk support og rådgivning, hjælp til placering og indstilling af enheden, reparation og udskiftning af enheder efter § 5 samt levering af klistermærker efter § 6.

3.2   Ordningens hovedydelse er den løbende service. Reparation og udskiftning af enheder indgår som en del af serviceforholdet og udgør ikke en selvstændig risikodækning.

§ 4. Teknisk support, rådgivning og vejledning

4.1   Kunden har adgang til teknisk support og rådgivning om brug af app’en SmartLife, herunder opsætning, notifikationer og daglig drift.

4.2   Leverandøren yder vejledning om hensigtsmæssig placering af enheden og om justering af enhedens indstillinger, herunder følsomhed, så enheden fungerer bedst muligt i kundens lokaler.

4.3   Support ydes inden for leverandørens åbningstider, der på tidspunktet for disse betingelser er mandag til fredag kl. 8.00 til 16.00 og lørdag til søndag kl. 12.00 til 14.00. Henvendelse sker til kontakt@airaware.dk.

§ 5. Reparation og udskiftning af enheder

5.1   Konstaterer kunden, at en enhed ikke fungerer korrekt, reparerer eller udskifter leverandøren enheden inden for serviceordningen efter reglerne i denne bestemmelse.

5.2   Serviceordningen omfatter fejl, funktionssvigt og fabrikationsfejl samt anden skade på enheden opstået ved almindelig brug. Serviceordningen dækker ikke forhold omfattet af stk. 5 eller § 7.

5.3   Leverandøren afgør, om en enhed repareres eller udskiftes. Ved udskiftning leveres en ny tilsvarende enhed.

5.4   En enhed, der er udskiftet eller erstattet, tilhører leverandøren, og kunden skal returnere den efter leverandørens anvisning.

5.5   Enhedens anti-tampering-funktion registrerer forsøg på sabotage og manipulation af enheden, herunder ved brug af aerosoler i de overvågede lokaler som for eksempel deodorant, hårspray og spraymaling, og udløser i den forbindelse alarm. En sådan alarm er udtryk for, at enheden fungerer korrekt, og udgør ikke en fejl ved enheden eller et forhold, der er omfattet af reparation eller udskiftning efter denne paragraf.

§ 6. Klistermærker

6.1   Serviceordningen omfatter levering af indtil 40 klistermærker pr. 12-måneders periode pr. kundeaftale, når tidligere opsatte klistermærker er faldet af eller slidt.

6.2   Klistermærker bestilles hos leverandøren via e-mail og leveres løbende efter behov inden for det årlige antal.

§ 7. Hvad serviceordningen ikke omfatter

7.1   Serviceordningen omfatter ikke skade som følge af forkert installation, brug i strid med leverandørens vejledning eller indgreb i enheden foretaget af andre end leverandøren eller en af leverandøren anvist tekniker.

7.2   Serviceordningen omfatter ikke skade på kundens bygninger, inventar eller andre genstande end enheden, og den omfatter ikke indirekte tab, herunder driftstab eller følgeskader.

§ 8. Kundens forpligtelser

8.1   Kunden skal sikre, at enheden installeres og anvendes i overensstemmelse med leverandørens monteringsanvisning og vejledning samt gældende regler.

8.2   Kunden skal vedligeholde enheden som anvist, herunder ved jævnlig rengøring og test af enheden.

8.3   Kunden skal uden ugrundet ophold give leverandøren besked, hvis en enhed ikke fungerer korrekt eller er beskædiget, og skal på leverandørens anmodning give de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere og udføre servicen, herunder billeddokumentation.

§ 9. Pris og betaling

9.1   Prisen for serviceordningen fremgår af kundens aftale eller ordrebekræftelse og betales løbende for den aftalte periode.

9.2   Betales prisen ikke rettidigt, kan leverandøren efter forudgående påmindelse suspendere serviceordningen, indtil betaling er sket.

9.3   Serviceordningen betales årligt forud. Opsiger kunden serviceordningen i en periode, kunden allerede har betalt for, refunderes det betalte beløb ikke, og serviceordningen ophører ved udløbet af den betalte periode.

9.4   Ophører leverandøren med at levere serviceordningen, herunder ved opsigelse fra leverandørens side, lukning, konkurs eller anden årsag, refunderer leverandøren kunden for de hele måneder af den betalte periode, der ligger efter ophørstidspunktet. Refusionen beregnes som den årlige pris divideret med 12 ganget med antallet af disse måneder.

§ 10. Varighed, fornyelse og opsigelse

10.1   Serviceordningen løber fra det aftalte starttidspunkt og fortsætter, indtil den opsiges efter denne bestemmelse.

10.2   Kunden kan opsige serviceordningen med et varsel på 30 dage til udgangen af en måned.

10.3   Leverandøren kan opsige serviceordningen med et varsel på 3 måneder.

10.4   Serviceordningen ophører senest, når kundens abonnement eller aftale om den pågældende enhed ophører.

§ 11. Ansvarsbegrænsning

11.1   Leverandørens forpligtelse efter serviceordningen er begrænset til at levere de ydelser, der er beskrevet i disse betingelser.

11.2   Leverandøren er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste eller følgeskader. Leverandøren er ikke ansvarlig for manglende registrering eller manglende notifikation, der skyldes forhold uden for leverandørens kontrol, herunder forkert installation, manglende strømforsyning, kundens netværk eller manglende netværksforbindelse.

11.3   Intet i disse betingelser begrænser et ansvar, der ikke kan fraskrives efter ufravigelig dansk ret.

§ 12. Behandling af personoplysninger

12.1   Leverandøren behandler kundens kontakt- og administrationsoplysninger med det formål at administrere serviceordningen og levere de aftalte ydelser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b.

12.2   AirAware-enheden og den tilhørende app behandler ikke personoplysninger om enkeltpersoner.

12.3   Kunden kan rette henvendelse til kontakt@airaware.dk vedrørende behandlingen af oplysninger, herunder om indsigt og berigtigelse.

§ 13. Ændring af betingelserne

13.1   Leverandøren kan ændre disse betingelser med et varsel på 30 dage.

13.2   Ved væsentlige ændringer til ugunst for kunden kan kunden opsige serviceordningen med virkning fra ændringernes ikrafttræden. Opsiger kunden af denne grund, refunderer leverandøren de hele måneder af den betalte periode, der ligger efter ophørstidspunktet, beregnet som den årlige pris divideret med 12 ganget med antallet af disse måneder, jf. § 9.4.

§ 14. Lovvalg og værneting

14.1   Disse betingelser er underlagt dansk ret.

14.2   Tvister søges løst i mindelighed. Kan enighed ikke opnås, afgøres tvisten ved leverandørens hjemting.

§ 15. Kontakt

AirAware ApS, CVR-nr. 46154177, Kochsgade 31 D, 5000 Odense C.
E-mail: kontakt@airaware.dk.